Aftryk

Milton flygter grinene rundt om hjoernet. Vi er alle gennembloedte af vand og vores kroppe er spaendte til bristepunktet. Hvorfra kommer den naeste kop vand flyvende? Det er formiddag, det er varmt, det er vandkamp og vigtigst, det er sjovt!

Jeg rejste afsted til El Salvador med en forhaabning om at saette aftryk, at goere en forskel, men ogsaa at faa aftryk af andre. Jeg har sat mine aftryk. Revideret og tilpasset dem, men det er ikke det, som jeg vil bruge de naeste linjer paa at forklare.

For jeg er blevet overrasket. Jeg har faaet stoerre og vigtigere aftryk end jeg havde forestillet mig. Jeg har faaet nogle venner for livet! De har gjort saa stort et indtryk paa mig, at jeg nu, med kun 9 dage igen, stadig ikke ved, hvordan jeg skal undvaere disse mennesker. Jeg tog afsted med en overbevisning om, at jeg ville faa nogle venner og have det godt. Men aar jeg ligger her i haengekoejen, gennembloedt og forpustet, imens jeg betragter mine nabodrenge, gaar det op for mig, at jeg ikke bare blev budt velkommen i deres hjem, men ogsaa i deres liv. De inviterede sig ind i mit hjerte og jeg tog i mod den med aabne arme!

De tre aeldste drenge ser fodbold. Kenya vasker toej – som saa mange andre gange  og saa mange andre piger. Jeg leger vandkamp med de to yngste og tiltraekker flere familiemedlemmer. Hvem vinder?

Jeg ved godt, hvem der vandt mit hjerte. Det gjorde El Salvador.