DYYT, DYYT

Jeg slentrer hen mod bussen og ind jeg stiger ind, sikrer jeg mig, at det nu ogsaa er denne der koerer kl.15 – saadan ca. Jeg venter 5 min.  inden der lyder to store DYYT, DYYT. De sidste personer, der runder hjoernet, saetter farten en smule op og naar lige ind, inden vi saetter igang.

Ned ad bjerget gaar det.  Jeg finder mine 2×25 cent frem og smiler til manden, der med haanden fuld af moenter og sedler kommer rundt og samler penge ind for turen. Vi stopper et par gange og samler nogle skoleboern og kontorfolk op, inden vi fortsaetter ud af den lille by. Vi overhaler de to kvinder, der i vejkanten samler braende til madlavningen, de unge maend, der faelder traer og andet bevoksning i vejkanten -vel og maerke med deres machetter! STOOP. Paa stiger den aeldre kvinde med en ice-tea flaske i den ene haand og en hvid hoene, proppet ned i en lille sort plasticpose i den anden. Videre i flyvende fart. I baggrunden koerer salvadoransk popmusik og bussen skrumler videre ned af bjerget. Forbi manden med okserne, der er spaendt for en kaerre og skoleboernene, der paa vej hjem leger i vejkanten. STOOOP. Paa stiger en gammel mand med kasket. Vi smiler til hinanden og siger “hola”. Jeg kender ham ikke og han kender ikke mig, men han er salvadoraner og jeg er hvid.

Vi fortsaetter. Forbi det gamle aegtepar i vejkanten, hvis alder jeg ikke kan bedoemme, men de maa vaere gamle, for haaret er graat, huden mork og aedt op af solen og hvert et skridt tager sìn tid. Videre forbi pick-ups med personer staaende paa ladet. Jeg maa snart vaere sort i hele ansigtet af stoevet fra grusvejen. STOOOP. Kvinden med hoenen skal af, hun har ikke koert mere end 2 km. Videre for fuld fart og haard opbremsning. De to boern med hver deres pind i haanden, slaar ihaerdigt bagpaa koerne, der naegter at gaa ind til siden. Chauffoeren dytter utaalmodigt og vi kan snart passere.  Inden vi naar den store vej mangler vi blot at passere huset, hvor de er i gang med at ryde op – dvs afbraendning af diverse affald. Roegen lugter af plastic, trae, blade og andet skidt. Det kan umuligt vaere sundt!

JIQUILISCO, JIQUILISCO. Vi droener ned af vejen og ind mod byen. Jeg kommer til at taenke paa, at jeg endnu ikke har set en eneste fartbegraensning hernede. STOOP. Vi holder for skoleboernene, der i deres uniformer er paa vej hjem fra skole og fylder det meste af vejen. Den amerikanske skolebus drejer rundt om hjoernet og jeg har blor taget jer med paa en ganske almindelig tur hjem fra et mandags-moede med min organisation. Nu er det tid til at finde pick-upen.