Aftryk

Milton flygter grinene rundt om hjoernet. Vi er alle gennembloedte af vand og vores kroppe er spaendte til bristepunktet. Hvorfra kommer den naeste kop vand flyvende? Det er formiddag, det er varmt, det er vandkamp og vigtigst, det er sjovt!

Jeg rejste afsted til El Salvador med en forhaabning om at saette aftryk, at goere en forskel, men ogsaa at faa aftryk af andre. Jeg har sat mine aftryk. Revideret og tilpasset dem, men det er ikke det, som jeg vil bruge de naeste linjer paa at forklare.

For jeg er blevet overrasket. Jeg har faaet stoerre og vigtigere aftryk end jeg havde forestillet mig. Jeg har faaet nogle venner for livet! De har gjort saa stort et indtryk paa mig, at jeg nu, med kun 9 dage igen, stadig ikke ved, hvordan jeg skal undvaere disse mennesker. Jeg tog afsted med en overbevisning om, at jeg ville faa nogle venner og have det godt. Men aar jeg ligger her i haengekoejen, gennembloedt og forpustet, imens jeg betragter mine nabodrenge, gaar det op for mig, at jeg ikke bare blev budt velkommen i deres hjem, men ogsaa i deres liv. De inviterede sig ind i mit hjerte og jeg tog i mod den med aabne arme!

De tre aeldste drenge ser fodbold. Kenya vasker toej – som saa mange andre gange  og saa mange andre piger. Jeg leger vandkamp med de to yngste og tiltraekker flere familiemedlemmer. Hvem vinder?

Jeg ved godt, hvem der vandt mit hjerte. Det gjorde El Salvador.

 

DYYT, DYYT

Jeg slentrer hen mod bussen og ind jeg stiger ind, sikrer jeg mig, at det nu ogsaa er denne der koerer kl.15 – saadan ca. Jeg venter 5 min.  inden der lyder to store DYYT, DYYT. De sidste personer, der runder hjoernet, saetter farten en smule op og naar lige ind, inden vi saetter igang.

Ned ad bjerget gaar det.  Jeg finder mine 2×25 cent frem og smiler til manden, der med haanden fuld af moenter og sedler kommer rundt og samler penge ind for turen. Vi stopper et par gange og samler nogle skoleboern og kontorfolk op, inden vi fortsaetter ud af den lille by. Vi overhaler de to kvinder, der i vejkanten samler braende til madlavningen, de unge maend, der faelder traer og andet bevoksning i vejkanten -vel og maerke med deres machetter! STOOP. Paa stiger den aeldre kvinde med en ice-tea flaske i den ene haand og en hvid hoene, proppet ned i en lille sort plasticpose i den anden. Videre i flyvende fart. I baggrunden koerer salvadoransk popmusik og bussen skrumler videre ned af bjerget. Forbi manden med okserne, der er spaendt for en kaerre og skoleboernene, der paa vej hjem leger i vejkanten. STOOOP. Paa stiger en gammel mand med kasket. Vi smiler til hinanden og siger “hola”. Jeg kender ham ikke og han kender ikke mig, men han er salvadoraner og jeg er hvid.

Vi fortsaetter. Forbi det gamle aegtepar i vejkanten, hvis alder jeg ikke kan bedoemme, men de maa vaere gamle, for haaret er graat, huden mork og aedt op af solen og hvert et skridt tager sìn tid. Videre forbi pick-ups med personer staaende paa ladet. Jeg maa snart vaere sort i hele ansigtet af stoevet fra grusvejen. STOOOP. Kvinden med hoenen skal af, hun har ikke koert mere end 2 km. Videre for fuld fart og haard opbremsning. De to boern med hver deres pind i haanden, slaar ihaerdigt bagpaa koerne, der naegter at gaa ind til siden. Chauffoeren dytter utaalmodigt og vi kan snart passere.  Inden vi naar den store vej mangler vi blot at passere huset, hvor de er i gang med at ryde op – dvs afbraendning af diverse affald. Roegen lugter af plastic, trae, blade og andet skidt. Det kan umuligt vaere sundt!

JIQUILISCO, JIQUILISCO. Vi droener ned af vejen og ind mod byen. Jeg kommer til at taenke paa, at jeg endnu ikke har set en eneste fartbegraensning hernede. STOOP. Vi holder for skoleboernene, der i deres uniformer er paa vej hjem fra skole og fylder det meste af vejen. Den amerikanske skolebus drejer rundt om hjoernet og jeg har blor taget jer med paa en ganske almindelig tur hjem fra et mandags-moede med min organisation. Nu er det tid til at finde pick-upen.

En udfordring

Jeg kommer ind i klassevaerelset i 1.g. De 15 elever, der er moedt op til dagens engelsktimer moeder mig med et smil og “Goodmorning miss Anna”. For her er jeg “miss” paa trods af min ihaerdige indsats for at udelade dette. Vi smaasnakker til laereren kommer og alle vender tilbage til deres pladser. Larmen fra borde og stole, der skraber mod det haarde betongulv, overdoever for en kort stund deres snak. Jeg sukker indvendigt over stolene, der vil passe bedre til en 7-aarig end en 17-aarig salvadoransk dreng. Paa hans ben hviler det tilhoererne bord, da ogsaa dette er for lille og ikke naar gulvet.

Timen starter. Endnu et suk.  I et hjoerne staar3 af drengene boejet over det samme bord og skriver ihaerdigt af fra en fjerdes papir. Vi kommer langt om laenge i gang, der er nu gaaet 5 min af den sparsomme tid. Laereren begynder at skrive paa tavlen. I haanden har hun bogen fra ministeriet, som hun foelger til punkt og prikke, hvilket ogsaa inkluderer det utal af stavefejl den indeholder. Eleverne skriver flittigt efter, for skolen har ikke raad til boeger og der er nu gaaet endnu 15 min, inden vi kan komme i gang med oplaesningen. Jeg sukker igen. Vi kaemper os igennem teksten med alle dens th og s lyde, der er saa godt som umulige for dem at udtale. Vi haster videre til den del, hvor de skal oversaette de ord, som de ikke kender. Og det er her “miss Anna” er en hyppig brugt saetning, for hvis der er noget mine soede elever helst vil undgaa, saa er det at bruge ordbogen. Pludselig ringer klokken, vi er kun halvt faerdige men de 45 min er allerede flojet afsted og hvad naaede de egentlig at faa laert?

Dette er en af mine typiske timer – naar de altsaa ikke er aflyst i tide og utide. Jeg maa sige det er en udfordring at undervise en klasse uden boeger, med kun 45 min. til raadighed af gangen, daarligt undervisningsmiljoe, for lidt tid til at oeve udtale og ordforraad med den enkelte, en laerer der moeder uforberedt op, hvor der altid mangler 4 elever (det regner, henter koer, hjaelper i huset osv.), boeger fyldt med stavefejl (udgivet af ministeriet), mindst 5 elever, der sidder og kopier naboens tekst og ikke mindst mit store dilemma: manglende tid til ekstra hjaelp til de to ordblinde paa bagerste raekke… Dette er blot en raekke af de udfordringer jeg har moedt i mit arbejde paa skolen og det har taget sin tid at acceptere, at det ikke er alt jeg kan goere noget ved. Men en ting er sikkert – vi har det sjovt og saa laenge smilet er med, kan det ikke gaa helt galt!

Alt i tilvaerelsen har sin tid

At vente. Paa solens skygger. Paa den forfriskende regn. Paa eleverne. Laereren. Paa pick-up’en. Bussen. Motorcyklen. Paa vand. cafè listo (klar). Paa at blive sulten. Paa stroem. Paa aftaler. Paa moeder. Deltagere. Nye moeder. Flere deltagere. Mere venten. At vente.

Hvad er det saa vi laver i El Salvador, naar vi venter? Jo, vi slapper af, taenker, keder os lidt, moeder nye mennesker, small-talker, faar nye venner. Vi oplever noget, naar vi venter.  Sjaeldent er det kedeligt at vente , for som en naturlighed begynder folk at tale til os. Isaer naar vi venter alene. For saadan goer man i El Salvador. Man bruger tiden. Folk taler med hinanden. Skaber nye relationer. Small-talker og viser interesse i sine medmennesker.
Hvor mange nye mennesker har I snakket med i loebet af den sidste uge? Ved bussen, foetex-koen, i banken, paa gaden.
Jeg har moedt mindst 5 nye mennesker mens jeg ventede og talt med utallige som jeg har set en enkel gang foer. Mennesker, som nu foeler at de kender mig. At vente og at moede.

Jeg har fundet et citat fra biblen, der maa passe ganske godt til den maade, folk lever deres liv paa her i El Salvador og Mellemamerika.

Alt i tilvaerelsen har sin tid:
Tid til at nedbryde og tid til at opbygge;
tid til at graede og tid til at le;
tid til at soerge og tid til at danse;
tid til at sprede sten og tid til at sam le dem.

Jeg har nu efter 3 uger langt ude paa landet erfaret, at der er en tid til at moede nye mennesker. En tid til at vaere alene. En tid til at sove. En tid til at vaere vaagen og klar. En tid til at snakke, og en tid til at taenke.
For som vi siger i El Salvador, “tenemos el tiempo de todo el mundo” – Vi har al tid i hele verden!

Hvad er det egentlig vi har saa travlt med at naa? Hvad er maalet?

To verdner

Bambuspaele, sort plastiv, snor, bliktag, skrald, slum, fattigdom. Fortov, velklippede buske, hoeje mure med glasskaar, pigtraad, kameraer, vagter, enorme villaer, rigdom.

To verdner i samme sanfund, der aldrig vil moedes. To verdner, de lever i samme by og aldrig vil se hinanden. To verdner hvis liv er absurd langt fra hinanden. Bandekrig og tryghedsnarkomani. Arbejdsloeshed og arbejde. Sulten og maet. Fattig og rig.

Jeg har for foerste gang i mit liv oplevet reel fattigdom og absurd rigdom – paa en og samme dag. Jeg har for foerste gang i mit liv koert forbi et omraade, hvor det var for farligt at stoppe og stige ud af bilen. Hvor folk, illegalt, har besat et stykke jord i kampen for rettigheden til at eje deres egen jord. Hvor de bor i hytter af bambus og sort plastic. Hvor det flyder med skrald og der ingen kloaker findes. Hvor de nu har boet i 5 aar – stadig uden at blive hoert. Jeg har ikke vaeret i den indre bys fattigste kvarter, fordi vi ikke havde politieskorte og borgmesteren ikke engang sel kan koere derind uden den regerende bandes tilladelse. Men jeg har set politiet, der lige er ankommet til gerningsstedet for den drabte unge mand, der stadig ligger i vejkanten. Offer for bandekriminalitet og ikke aeldre end jeg. Muligvis den sidste i dag – statestikken taeller 12 daglige mord.

Jeg har oplevet den absurde rigdom. Hvor SuperMals ligger klods op af hinanden. Hvor kun den rigeste del af befolkningen kommer, dvs. mineoriteten. Hvor husene i de naest-rigeste kvarterer er mindst lige saa store som paa Strandvejen. Hvor flere meter hoeje mure med pigtraad og glasskaar paa toppen, holder manden inde og fjenden ude. Hvor vagterne emd store gevaerer staar for hver 20. meter gade – fjenden skulle noedigt traenge ind. Jeg har ikke vaeret i de rigeste zoner – lukkede for omverdnen og omringet af hoeje mure. Vi ikke havde de rette kontakter.

Jeg har oplevet to verdner i San Salvador, der aldrig vil moedes. To verdner, to liv, to skaebner, der er saa langt fra hinanden, at de ikke kender til den andens eksistens. To verdner, der ikke bor laengere end 5 km fra hinanden. To verdner…

For 5$…

Kan jeg tage bussen frem og tilbage mellem denne by og hovedstaden 5 gange. Kan jeg koebe 1,5 klipklap. Vaere paa nettet og skrive til jer i 6 timer. Koebe 5 poser noedder af drengen paa gaden. Kan jeg ikke engang koebe en voksen levende hoene. Kan jeg koebe enpaen porsion aebler paa markedet. Kan jeg ikke engang koebe en voksen levende hoene.  Har nogle salvadoranske foraeldre arbejdet en hel dag. Skal andre salvadoranske, enlige moedre forsoerge 4 boern. For 5$…

Fattigdom. Hvornaar er man fattig? Hvad definerer fattigdom? Hvordan bekaempes fattigdom? Hvor skal vi starte? Hvis skyld er det?

Hvis jeg havde svaret paa alle disse spoergsmaal tror jeg aelig talt, at jeg ville blive meget populaer. Men saadan er det desvaerre bare ikke! Jeg taenker stadig meget over,  hvordan jeg skal forholde mig naar/hvis, jeg bliver spurgt om jeg ikke vil hjaelpe min familie eller en af mine elever – oekonomisk. Og nej, det er ikke en holdbar loesning bare at betale, for hvad naar pegene er brugt op? Men der er ogsaa det, der hedder medmenneskelighed og medfoelelse. Jeg kan ikke fortaelle jer svaeret endnu, ikke foer jeg har staaet i situationen! For vi har det godt i Danmark og det glemmer vi tit at vaerdsaette! Jeg har oplevet mennesker i smaa landsbyer fortaelle historier til hver en ting de ejer, hvert et trae! De vaerdsaetter, trods mangel paa penge og materielle goder, det de har. Vi har mulighederne for at aendre vores liv, hvilket ikke er en selvfoelge her i El Salvador!

Og dette kan jeg helt sikkert fortaelle mere om efter i morgen, hvor vi skal til San Salvador (hoedstaden) og baade se de riges kvarter, men helt sikkert ogsaa ud i slummet…

Torden og lynild…

regn og stroemafbrydelse. Regntiden er godt i gang, hvilket ofte betyder regn fra moerkets frembrud ved 18 tiden efterfulgt af torden og lyn. Og det er her, at jeg bliver sat paa proeve! Nok er de flotte, disse kaempe lyn, der med deres utrolige skarphed deler himlen i to, men de tordenbrag der foelger, er hoejere end dem jeg nogensinde har hoert i Danmark! Et glimt, der oplyser hele himlen, saa det er muligt at se traerne i haven, efterfoelges af et eksplotions lignende tordenskrald! Og saa stroemafbrydelse… De foerste dage var det meget hyggeligt og sjovt, nu er det mest af alt bare besvaerligt. Frem med lommelygte og stearinlys, og evt. aftaler om aftenen droppes automatisk – det meste af byen er alligevel moerktlagt. Alt i mens dette staar paa:  regn, torden, lyn og ingen stroem, proever jeg ikke at blive alt for forskraekket, hver gang Thor svinger hammeren og der lyder et broel fra himlen. Bienvenidos (velkommen) til El Salvadors regntid.

Ud over det har jeg haft en fantastisk uge, der bla. har budt paa spanskundervisning, El Salvadors historie, projekt design, fodboldturnering med nogle lokale uden for Suchitoto og ikke mindst den forlaengede weekend ved Stillehavet, hvor jeg paa et surfbraet fik proevet krafter med boelgerne. Respekt til surferne, for dette er paa ingen maade nemt, men tilgengaeld noget jeg skal proeve igen! I dag, soendag, har budt paa majsfestival, katolsk messe og en tur til et lokalt vandfald (se billeder). Hasta luego!

(Flere billeder fra vandaldet foelger)

SAA er der billeder

Tekniske problemer eller maaske snarere manglende viden inden, gjorde at jeg ikke lige fik lagt billeder op sidste gang… sorry! Naa, men her er de saa. Se ude til hoejre, hvor der staar billeder. Der er lidt rod i raekkefoelgen, men oevelse goer mester Jeg skal til Stillehavet og surfe fra torsdag eftermiddag til loerdag aftren, saa hvis I er heldige, er der billeder soendag…

Lyde…

Jeg har taenkt meget over, hvad jeg helst vil skrive om i mit foerste rigtige indlaeg her fra. Jeg kunne sagtens fortaelle om den lange og haerde flyvetur, den gode mad, varmen, de fantastiske og i moedekommede mennesker jeg har moedt og alt det jeg allerede nu har oplevet, men denne gang bliver det om mine foerste dage, maaske naermere naetter med lyde her paa platformen.

Det bliver moerkt omkring kl 18 og allerede her begynder en masse nye, men ogsaa kendte lyde. Graeshopper, chikader, firben, hunde og katte. Jeg ligger i min seng, traet og udmattet efter en oplevelsesrig dag og klar til at sove. Men det er har det for alvor gaar loes! Alle dyrne giver den lige en sidste tand ekstra og isaer hunkatten i loebetid, der meget passende har valgt at indtage en plads paa vores tag om natte, for derefter at sidde i timevis og skrige paa en mage (og her er der tale om skrig som naar et barn bliver slaet..) Sov godt Anne. Morgenen byder paa hanegalskor fra omkrig 05.30 og nogle timer frem, saa godmorgen igen, men her kan det godt lade sig goere at sove videre. Paa trods af alle lydende, der holder mig vaagen, saa holder jeg ogsaa allerede af dem. Der er noget at lytte til, naar tankerne alligevel farer afsted, naar hovedet er godt placeret paa hovedpuden.

De foerste billeder er fra en gaatur med en af vores kontaktpersoner Luís, og billederne med bjerget og den blaa himmel er fra vores tur i dag, hvor vi var oppe paa selv samme bjerg, hvor ogsaa guerillakrigerne fra borgerkrigen kaempede. Adiós amigos y hasta luego.

Den sidste hilsen…

..inden jeg forlader Danmark. Rygsækken er (næsten) pakket og jeg er ved at være klar til at rejse ud i den store verden. Jeg sidder her i stilheden på mit værelse og prøver at forestille mig, hvad der vil møde mig ved denne tid i morgen aften, hvor jeg lander i hovedstaden San Salvador. Det overrasker nok ikke mange, at jeg rent faktisk ikke helt har begreb om, hvad der venter for ude. Det er en smule skræmmende og så alligevel befriende! Jeg glæder mig til at lade mig impornere, fascinere, overraske og meget mere! Men mest af af alt vil jeg nyde den verden og den kultur, som jeg nu skal opleve og komme til at kende! Som H.C. Andersen skriver “At rejse er at leve”.